Annonce
Læserbrev

Generationsskifte. Nej til højere arveafgift

Debat: For nylig fik jeg ansvaret for erhvervsskatteområdet i Venstre, og siden er jeg blevet kontaktet af en lang række virksomhedsejere og brancherepræsentanter, som er dybt bekymret over regeringens forslag om at tredoble generationsskifteskatten. Regeringen har pakket denne skattestigning ind i påstande om, at man kun vil ramme de allerrigeste danskere. Og man kunne næsten få det indtryk, at tredoblingen af generationsskifteskatten kun handler om at brandbeskatte en lille håndfuld rigmænd med privatadresse i Nordsjælland. Det er imidlertid ikke rigtigt. 23.000 virksomheder står over for et generationsskifte i de kommende år. Det vil berøre ca. 300.000 arbejdspladser. Alene her i Region Midtjylland bliver 145.200 arbejdspladser berørt. Det er altså ikke blot en håndfuld rige virksomhedsarvinger, som risikerer at blive ramt, hvis regeringen tredobler generationsskifteskatten. Det er således mange tusinde virksomheder og arbejdspladser, der kan ende med at skulle afsætte endnu flere penge til højere skatter. Og flere penge til statskassen risikerer at betyder færre penge til investeringer, færre arbejdspladser, udflagning til udlandet eller decideret lukning af virksomheden. Ydermere stresser regeringens planer virksomhederne. Dansk Erhverv fortæller f. eks., at mange virksomhedsejere er i gang med at undersøge mulighederne for at indføre et tidligt generationsskifte pga. regeringens trussel om at tredoble arveafgiften. Og selvom jeg sagtens kan forstå, at virksomhedsejerne nu begynder at kigge i andre retninger, er jeg ærgerlig over, at regeringen stresser virksomhederne så meget, at de bliver nødt til at overdrage til næste generation i utide af frygt for, hvad der venter rundt om hjørnet. Selvom Venstre ideologisk ligger et stykke fra den nye regering, så har jeg svært ved at tro, at det virkelig kan være rigtigt, at Socialdemokraterne vil stå spidsen for en erhvervspolitik, hvor den lille tømrervirksomhed hellere skal lukke og slukke på grund af højere skatter fremfor at blive båret videre af datteren eller sønnike. Jeg troede i øvrigt, at vi på tværs af den politiske midte i dansk politik var enige om at holde hånden under lokale virksomheder – også uden for Hovedstadsområdet.

Læserbrev

Arbejdsmarked. Har du overvejet en voksenelev?

Debat: Det er ikke kun medarbejderne, der har gavn af nye kvalifikationer. Det har arbejdspladserne også. For den enkelte ansatte er det afgørende at få opkvalificeret sine kompetencer med jævne mellemrum. Arbejdsopgaver forandrer sig over tid – og efteruddannelse eller ligefrem omskoling kan være afgørende for, om man kan beholde sit arbejde eller få et nyt, hvis man har brug for det. Det kunne eksempelvis være at gå fra ufaglært til faglært – at blive voksenelev. Faktisk er det en win-win-situation, hvor også arbejdspladsen får en klar fordel: Eleven er en medarbejder med erfaring. En voksenelev er typisk vant til at tage ansvar fra tidligere job og kan bidrage med sin arbejdserfaring allerede fra første dag. Det er i høj grad også virksomhederne, der mærker, at medarbejderne får nye kompetencer. Medarbejderne bliver mere effektive og er med til at øge kvaliteten af virksomhedernes ydelser og produkter, når de har gjort brug af voksen- og efteruddannelsestilbud. Det viser en undersøgelse, som bygger på svar fra godt 1.000 virksomheder i kompetencefondene under Dansk Erhverv, HK Privat og HK Handel samt PensionDanmark. Undersøgelsen viser også, at efteruddannelse af medarbejdere giver et godt udbytte. Næsten halvdelen af de adspurgte virksomheder svarer, at efteruddannelse styrker medarbejdernes fleksibilitet og omstillingsevne. Hvis der skal være dygtige medarbejdere med kompetencer, der passer til de mange spændende jobs hos landsdelens virksomheder nu og i fremtiden, så er voksen- og efteruddannelse vejen frem – som en del af den uddannelsesindsats opfordrer jeg vores lokale arbejdsgivere til at overveje flere voksenelever.

Annonce
Leder

Er vi ikke kommet længere?

Annonce
Læserbrev

Århushistorie. Besparelse både dyrere og dårligere

Debat: For at spare 1 mio. kr. årligt skal regionsrådet behandle et besparelsesforslag om at centralisere genoptræningspladser af hjerneskade efter operation af blodprop i hjernen. Sådanne patienter tåler typisk kun kortvarige besøg og derfor er det vigtigt, at man er indlagt på hjemhospitalet og derfor er genoptræningspladerne i dag spredt ud i regionen. Men for at spare 1 mio.kr. vil man desværre nu centralisere 10 genoptræningspladser til Aarhus. Det betyder at antallet af hospitaler med neurorehabilitering i Region Midtjylland reduceres fra 9 til 7 hospitaler. Nu viser hørringsvarene imidlertid, at de 10 pladser i virkeligheden er 2,8 mio. kr. dyrere at drive i Aarhus end på hjemhospitalerne. Regnedrengenes besparelse på 1 mio.kr. bliver derfor i virkeligheden til en årlig ekstra udgift. Men ikke nok med det. Der skal tilmed bruges over 3 mio. kr til at etablere de 10 nye pladser i Aarhus. Så bestræbelserne på at spare 1 mio. kr. bliver til en rigtig Århushistorie og ender med at blive en langt dyrere løsning, som derfor vil forårsage nye besparelsesforslag! Samtidig risikerer centraliseringen af genoptræningspladerne, at man kommer til at mangle sygeplejersker til området. Der vil være mange sygeplejersker, der ikke flytter med til Aarhus og i Aarhus er sygeplejersker en stor mangelvare. Dansk Folkeparti har foreslået at droppe denne centralisering og i stedet lade genoptræningspladserne blive på hjemhospitalerne som dermed også bevarer vigtig viden på området. Nu er sagen i det mindste blevet udskudt til næste måned, da man fandt ud af, at centraliseringen ikke ville give en besparelse men tværtimod være en dyrere løsning. I valgkampen lovede alle, at man ville prioritere nærhed for patienter. Derfor må man holde sine valgløfter og afvise centraliseringen af genoptræningspladserne for hjerneskadede blodpropspatienter.

Leder

Der ligger en vigtig signalværdi i, hvem Venstre-medlemmerne vælger som deres næstformand

Det er jo selvfølgelig Venstre-medlemmerne, der nu skal bestemme, hvem de vil have som formand og næstformand, så vi kan som objektive iagttagere jo ikke blande os i, hvem de vælger. Men vi følger det alligevel tæt, fordi det er vigtige valg for dansk politik. Hvordan vil Venstres profil være fremover? Som det største oppositions-parti er det meget afgørende, også om man med den nye besætning formår at lave et samlet borgerligt alternativ til den siddende regering. Og man må sige, der er god tid til at komme i stilling, da man må forvente, der går en rum tid - måske næsten de fire år, inden vi skal til stemmeurnerne igen. Formandsposten er jo afgjort, men der er stor spænding om posten som næstformand, efter Ellen Trane Nørby har meldt sig på banen - sandsynligvis efter hun har stukket fingeren godt og grundigt i jorden og fundet ud af, der måske er et flertal i Venstres bagland, der foretrækker hende frem for den mere kontroversielle Inger Støjberg. Og hvorfor er det så vigtigt med denne post som næstformand? Det er jo formanden, der tegner partiet, og som er frontfiguren i det politiske billede. Det er vigtigt, fordi der er en stor signalværdi i, hvem der er næstformand. Vil man have Inger Støjberg for at neutralisere de mange stemmer, som kunne tænkes at forsvinde igen til Dansk Folkeparti, hvis Venstre slækker på den skarpe tone i udlændinge-politikken? Eller vil man have Ellen Trane Nørby, som vil være et tegn på, at nu vil man have ro på bagsmækken og samlet fronterne i partiet? Det er svært at forudsige udfaldet. Når ikke en gang Ellen Trane Nørbys gamle fødeegn og hjemmebane i Lemvig på nuværende tidspunkt vil melde ud, hvem man støtter, så er der mange interne forhandlinger og aftaler, der skal klares frem til 21. september. Kandidaterne skal på turné rundt i landet før valget. Det bliver trængsel på de møder. Venstres interne kamp har sat sig fuldstændigt på det politiske fokus i Danmark. Nu er det snart kun, hvis Lars Løkke Rasmussen melder ud, han starter et nyt parti, at overskrifterne vil ændre sig.

Annonce
Leder

Når man ødelægger nogens hjem, bør man i det mindste sikre åbenhed og en lynhurtig sagsbehandling

For en række borgere sydvest for Holstebro blev måneders frygt i går afløst af afmagt. Efter lang tids hemmelighedskræmmeri fra Energinet - og dermed Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet - om de konkrete planer for linjeføringen af en ny el-forbindelse, blev det i går offentliggjort, hvor den forventes at ende. Den udskældte 170 kilometer lange forbindelse fra Idomlund til grænsen bliver både synlig og markant i landskabet. Som du kan læse i dagens avis, placerer planerne det nye kabel tæt på flere ejendomme her i området, og beboerne er selvsagt kede af udsigten til stærkstrøm i baghaven. Infrastruktur i den skala kan ikke anlægges uden at genere enkelte borgere. Men det må altid være ambitionen at finde den optimale løsning - også for de mennesker, som tilfældigvis har deres liv lige der, hvor planerne rammer. På hele strækningen har der været protester og krav om, at strømmen lægges i kabler i jorden i stedet. Det kommer ifølge planerne kun til at ske på 25 af de 170 kilometer - primært i naturområder, hvor der ikke bor mennesker. På den udlagte strækning er omkring 700 lodsejere så tæt på kablet, at de sandsynligvis kan tilkendes erstatning for generne. Endnu flere ved stadig ikke, om de er købt eller solgt, da det jo endnu kun er et forslag til en placering. Der vil helt sikkert komme indsigelser, og dermed kan andre lodsejere endnu ikke ånde lettet op, selv om de konkrete planer giver en idé om, hvor projektet ender. For de berørte mennesker på strækningen er der ingen tvivl om, at en placering i jorden frem for 35 meter over den er at foretrække. Når man af økonomiske årsager har set bort fra den mulighed, skylder man fuld åbenhed og en hurtig afklaring, så alle berørte kan komme videre. Indtil nu er har projektet været blottet for menneskelige hensyn. Reelt har flere tusinde været stavnsbundet, og når planerne utvivlsomt ender med at ødelægge nogens hjem, bør man i det mindste sikre åbenhed og en lynhurtig sagsbehandling.

Læserbrev

Barnebrudekommission. Tragisk hykleri

Debat: ”Dagens brev” mandag den 9. september i Dagbladet af Andreas Steenberg (R) er et sympatisk indlæg om at forbedre 64.000 børn børns vilkår i dagens Danmark, der har det ringere end resten, hvilket har medført en ekstrabevilling på 300 millioner kroner til de familier på integrationsydelse og de familier, der har mindst! Det er særdeles prisværdigt, at politikere tager de svages parti! Tak for det! Men når der nu skal nedsættes en statslig undersøgelseskommission mod den tidligere integrationsminister, der netop har forsøgt at være på børnenes side, springer den Radikale kæde totalt af. Undersøgelseskommissionen har naturligvis til formål at få skovlen under Inger Støjberg (V), og der bruger man så primitivt de muslimske barnebrude, som netop Inger Støjberg har forsøgt at beskytte. Jeg er udmærket klar over, at man hænge sagen op på juridiske spidsfindigheder om instruks eller direktiv, men det gør jo bare sagen mere utiltalende. Uden smålig skelen til sagens substans, hvor tvangsgifte umyndige muslimske pigebørn er tvunget til at dele seng og det der er værre med ældre muslimske ”ægtemænd”, nedsætter folketingets ”forståelsespartier” med de Radikale som bannerførere en kommission, mod en tidligere mister, der med dansk etik og moral har forsøgt at dæmme op mod denne modbydelige middelalderlige muslimske tradition i Danmark. Det er tragisk hykleri fra alle ”forståelsespartierne” omkring Mette Frederiksens regering. Børn har det sidste års tid været Mette Frederiksens ”omkvæd”, Johanne Smidt Nielsen er generalsekretær for Red Barnet, og så nedsætter man alligevel en kommission, der stritter i den modsatte retning, hvor man forsøger at sværte en politiker, uden smålig skelen de umyndige muslimske småpiger seksuelle lidelser, der i dansk lovgivning kaldes pædofili. Det var væmmeligt at opleve Sofie Carsten Nielsen (R) på TV glædesstrålende promovere nedsættelsen af denne infame kommission, uden at forholde sig til de små pigers pinsler, og hun burde virkelig skamme sig. Justitsministeren arbejder nu på et på kommissorium, inden sagen starter. Pressen har allerede døbt sagen ”Barnebrudesagen”, hvilket ikke vil tiltale hverken Mette Frederiksen eller ”Forståelsespartierne” og slet ikke de Radikale, fordi det siger for meget, hvad sagen reelt drejer sig om. Et mere dækkenden navn ville være at kalde kommissionen ved den rette navn og sagens substans ”Pædofilkommissionen”, hvilket vil skabe den fornødne offentlige forståelse for denne afskyelige sag!

Leder

Det er ikke rimeligt, at psykisk syge mennesker kan blive ved med at terrorisere deres omgivelser, uden politiet har mulighed for at sætte en stopper for det

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Den politiske jagt er uden fredningstid

Jeg har den seneste tid haft en nagende fornemmelse af, at der var noget vigtigt, jeg havde forsømt. Ikke en regulær dårlig samvittighed over uløste opgaver, men noget, jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Bare fornemmelsen af ikke at være på omgangshøjde. Forleden, da jeg hørte en politisk kommentator tale om balladen i Venstre i radioen, slog det mig, hvad det var. Det vender vi tilbage til. Uroen på de indre linjer i Venstre har stjålet dagsordenen hele ugen. Og efter langvarigt pres valgte toppen af partiet i går at strække våben og forlade posterne. Baglandet havde fået nok af den evige, slet skjulte strid mellem Lars Løkke Rasmussen og den kroniske to'er, Kristian Jensen. Og et oprør fra vest satte det hele i gang. Claus Hjort Frederiksen affyrede godt nok startskuddet, da han opfordrede Kristian Jensen til at trække sig fra pladsen som næstformand. Mon ikke han havde hørt ladegrebet på den riffel, som var klar til at aflive hans formand og derfor gjorde et sidste forsøg på at skræmme det hele tilbage i skoven. Normalt går det nogenlunde som "Hjorten" befaler i Venstre, men ikke denne gang. Han jog i stedet kritikerne ud af busken, kom selv i skudlinjen, og kort tid efter gik jagten på formandskabet ind. Og det var netop ved den formulering - "jagten er gået ind" - at det slog mig, hvad jeg havde forsømt. Det var jo det, jeg havde lovet mig selv - og min kommende jagtmakker. Jeg skulle tage et jagttegn og blive klar til sæsonen. Det er i dag den 1. september, og det er for mange en af årets helt store mærkedage. Jagten går ind i dag - i hvert fald på visse arter - og jeg havde store planer om, at denne jagtsæson skulle blive min første. Jeg har i årevis haft ambition om at tage mig sammen til at anskaffe mig et jagttegn, men endnu engang må jeg altså konstatere, at jeg ikke fik gjort alvor af det før sæsonen. Egentlig er jeg slet ikke så sikker på, at jeg vil få brugt det til noget. Jeg skal nok komme afsted ud i naturen i grønt tøj og få nogle oplevelser. Men jeg er langt fra sikker på, at jeg kommer til at skyde noget. Som jeg forstår det, er det vist heller ikke det vigtigste. Jeg vil meget hellere deltage i frokosten bagefter - og meget gerne i både tilberedning og fortæring af et eventuelt bytte. For mig vejer det tungere end at være den, der trykker på aftrækkeren og nedlægger dyret. På den måde ville jeg måske have begået mig meget godt i det aktuelle magtopgør i Venstre. Der var heller ikke rift om at stille sig op som skarpretter og modkandidat til Lars Løkke. Vejen fra jæger til jaget vildt - eller skydeskive - var for kort, mens spekulationerne om flertallet for eller imod Løkke stod på. Hvis vi skal blive i jagtmetaforen, var Løkke ugen igennem som en anskudt bjørn, de færreste har lyst til at snige sig hen mod. Hvis han stadig havde noget at kæmpe med, kunne det blive en livsfarlig omgang. Nu er han så faldet, og en ny jagt på magt og indflydelse er gået ind. Det store spørgsmål er, hvad der sker frem mod landsmødet - og hvilke kadavere, der ligger tilbage på paraden, når landsmødet er overstået og det hele kan gøres op. Det kræver en stærk ledelse - med geografisk bred opbakning - at samle Venstre igen. Mit bud er, at jeg når at få taget det jagttegn, før Venstre igen er et parti med ro og orden på de indre linjer.

Leder For abonnenter

Mange bekymrede sig over Gødstrup uden grund

Indrømmet. Overskriften her er måske en tilsnigelse, men alligevel lå den snublende nær, da vi i går hørte om endnu en forsinkelse af det kommende sygehus i Gødstrup. Da byggeriet - og i særdeleshed placeringen - blev besluttet, skabte det voldsomme og helt logiske bekymringer hos rigtig mange borgere i den vestlige del af regionen. Når man politisk beslutter at placere fremtidens sygehus tæt på 100 kilometer væk fra en del af borgerne, skaber det bekymring. Måske især hos den ældste del af befolkningen, som alt andet lige er i større risiko for at få brug for sygehuset end resten. Men efterhånden må man også konstatere, at en hel del af de ældre borgere, som protesterede ihærdigt mod placeringen af sygehuset, gjorde det helt uden grund. De nåede nemlig aldrig selv at se sygehuset i drift. Beslutningen ligger år tilbage, og det samme gør den dato, hvor byggeriet oprindeligt skulle have været taget i brug. Den nyeste forsinkelse forklares af hospitalsdirektør Poul Michaelsen med at den canadiske rådgiver, HCR, som har erfaring med at flytte sygehuse advarer om, at tidsplanerne risikerer at skride, "hvis ikke der bliver sat nødvendig tid af til at rette de bygningsfejl og mangler, som erfaringsmæssigt altid viser sig". Det er svært at argumentere imod, men det er også svært at forstå, at sådan en rådgiver først finder på at advare om det så sent i processen - eller at sygehusbyggeriet først efter adskillige budgetoverskridelser og forsinkelser nu har rådført sig hos en erfaren partner. Byggeriet skal nok blive færdigt. Og på et tidspunkt skal der også nok komme patienter i hospitalssengene. Og til den tid skal man så til at se på, hvad man kan lære af hele balladen. Et står efterhånden lysende klart: Det var tåbeligt at begynde så mange store sygehusbyggerier samtidigt. Gødstrup er ikke alene om forsinkelser og budgetoverskridelser. Det er hverdag på sygehusbyggerierne i landet. Men ved at starte byggerierne samtidigt afskar man sig enhver mulighed for at lære af tidligere tilfælde.

Læserbrev

Hollywoods bad-boy er blevet mere blød

50 år: Med sin maniske og overdrevne fremstilling af den anarkistiske sociopat JD i kultklassikeren "Heathers" fra 1988 blev Christian Slater sammenlignet med Jack Nicholson. Slater blev også kendt som hele Hollywoods bad-boy. Det ry hang ved op gennem 90'erne. Både på det store lærred, men også i virkeligheden, hvor Christian Slater i flere omgange kom i karambolage med loven. Slater, der søndag den 18. august fylder 50 år, levede op gennem 90'erne et turbulent liv og så indersiden af en fængselscelle flere gange. Blandt andet for at have overfaldet en politimand med sin cowboystøvle, forsøg på at medbringe et håndvåben i et fly og en biljagt med politiet. Det var her, at han første gang stiftede bekendtskab med velgørenhedsarbejdet, da det blev krævet, at han skulle bruge tre dage på at arbejde med hjemløse børn i Los Angeles. Christian Slater droppede ud af high school for at flytte til englenes by og forfølge drømmen om at blive filmstjerne. Som søn af en sæbeopera-skuespiller og en castingagent var showbiz omdrejningspunktet i hans opvækst. Som syvårig medvirkede han i sæbeoperaen "One Life to Live", og i sine ungdomsår var han med i flere Broadway-shows. Den første store rolle scorede han som 16-årig i filmen "The Legend of Billie Jean". Det er derefter blevet til flere film og tv-serier, men mest i biroller. I 2013 var han med i Lars Von Triers "Nymphomaniac". I 2016 vandt han en Golden Globe for bedste birolle i tv-serien "Mr. Robot". Velgørenhedsarbejdet præger Christian Slaters liv i dag. Den vilde livsstil er langt på hylden, og skuespilleren bruger sine kræfter på at hjælpe dyr. Til sit bryllup med Brittany Lopez bad han gæsterne donere et valgfrit beløb til et dyreinternat i Los Angeles i stedet for at give gaver.

Leder

Endnu et hak til det frie valg