Kultur

I et højaktuelt politisk miljø

Mogens Blom har et fint udviklet gehør for at iscenesætte sine romaner i et højaktuelt politisk miljø. Foto: Lindhardt og Ringhof
Boganmeldelse: Mogens Blom: ”Dobbeltspil i Odessa”.

Bøger: Ud over at kunne skrive spændende har Mogens Blom et fint udviklet gehør for at iscenesætte sine romaner i et højaktuelt politisk miljø. Det gælder også “Dobbeltspil i Odessa”, der er hans fjerde med efterretningsagenten Maiken Tarp som hovedperson.

Denne gang udspilles handlingen i et Ukraine, hvor det som et led i landets demokratisering er nødvendigt at gøre op med en række magtfulde oligarker. En kompliceret opgave, når skellet mellem politisk og økonomisk magt er sløret.

Maiken skal beskytte Tomas Tygesen, en dansk udsending fra Danida, der er udsendt for at hjælpe med at bekæmpe landets oligarki. Men den metode, Tomas benytter i sit arbejde, er farlig og moralsk tvivlsom. Inden hun ser sig om, er Maiken inddraget i dramatiske begivenheder, der for hende rummer en særlig omstændighed. Hendes onde ånd fra årene i Mellemøsten, en leder af IS, dukker op i Odessa, hvor begivenhederne kulminerer.

Det hele styres med sikker hånd af Mogens Blom, der heller ikke i dette bind er bange for at anslå mere sentimentale toner ud over alt det handlingsmæssige højspændte. Et godt miks, der holder læseren fanget. Mogens Blom: ”Dobbeltspil i Odessa”

376 sider, Lindhardt og Ringhof, er udkommet

Mogens Blom: ”Dobbeltspil i Odessa”. Foto: Lindhardt og Ringhof
Forsiden netop nu
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.