Annonce
Debat

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

Annonce

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik.

Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed.

Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle.

Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del.

Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant.

Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet?

Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre.

Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb.

På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed.

Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af.

Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand.

Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det.

Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen.

Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Anders Laugesen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Læserbrev

Energinet. Banditter i habitter

Debat: Penge og politik har det åbenbart med at have en skadelig indflydelse på ærlighed og ordentlighed. Det er set mange gange, og den igangværende masteskandale er endnu et eksempel i rækken. Energinet ønskede en 170 kilometer lang højspændingslinje etableret ned gennem Vestjylland med luftledninger, der hænger på over 400 master. Den er helt åbenlyst, at de helt store tabere ved dette projekt er de mennesker, som får masterne som nabo, da de mister herlighedsværdi og får værdiforringet deres ejendomme - i nogle tilfælde mister de deres hjem og livsgrundlag. Men det kommer også til at gå ud over el-forbrugerne gennem højere el-priser. Men der er ikke kun tabere. Der er naturligvis også vindere. Og vinderne er Energinet. Energinet ønskede projektet gennemført og fik opbakning til det. Det er nemlig en forudsætning for en anden el-forbindelse: Viking link til England. Alle midler blev taget i brug, så forløbet blev ikke kønt. For eksempel skulle konsulenter levere en uvildig bedømmelse af projektet, men de blev holdt grundigt i ørerne af Energinet, således at muligheden for at grave kablet ned i jorden fremstod som umuligt. Den daværende energiminister (Energinet er statsejet) fortalte folketinget, at der ikke var lavet miljøberegninger for de to sammenhængende projekter, hvilket ikke var korrekt. Han havde fået beregninger, som viste en stor stigning i CO2-udledningen. Han begrundede også projektet med hensynet til forsyningssikkerheden, hvilket eksperter efterfølgende gennemhullede - forsyningssikkerheden på el-området er i særklasse i Danmark. Endvidere rodede han sig ud i en forklaring om, at danske vindmøller til tider stod stille på grund af manglende kabling i Danmark. Men sandheden er, at det er manglende kabling i Tyskland, som er årsagen til det. Vi må have ærligheden og ordentligheden tilbage. Som konsekvens af sagens forløb må opførelsen af el-forbindelserne udskydes, indtil sagen er uvildig belyst og behandlet igen politisk. Andet vil være en skandale i skandalen.