Kultur

Bent Busk er som sin berygtede taske - altomfavnende

Det er selvfølgelig idrætsformen, der gør sporten interessant, men den rigtige træner kan alene holde liv i et hold, siger Bent Busk, der kan glæde sig over at have 90 trænere. Han er selv hjælpetræner. Foto: Morten Stricker
I går fejrede VGF89 30 års jubilæum, og Bent Busk har været med hele vejen - uden slinger. Om det har gældt levevejen eller ægteskabet, så har gymnastikken altid sejret. Hans plads i VGF's historiebøger er allerede mejslet fast, og det samme gælder den taske, han altid har med.

Holstebro: Der er noget galt. Bent Busk dufter ikke umiddelbart af purløg.

90 børn i alderen syv til 13 år samt ti trænere er til Sommercamp i Idrætscenter Vest, og alligevel stryger en af deltagerne forbi de grønklædte kammerater og instruktører og direkte hen til manden i jakkesæt, Bent Busk.

- Har du et plaster?

Og så er Bent Busk væk. Hurtig og let på tå som en springgymnast. Hvilket også er galt, for han har ikke mere brusk tilbage i det ene fodled, så smerten fra knogle oven på knogle frarøver ham mobilitet og dermed gymnastik. Men så cykler han. Eller løber efter plaster.

Og det er dét, der er galt. Bent Busks energi. Eller snarere den 71-årige VGF89-grundlæggers overflod af samme.

Bettina Lydersen, sportskoordinator i VGF89, har gennemskuet hans hemmelighed.

- Det er den kinesisk purløg, han sværger til. Vi kan lugte, når han har spist det, og det må være purløget - samt de daglige og lange cykelture - der giver ham den energi til at kunne fortsætte til klokken 03-04 stykker om natten, når vi andre må bukke under klokken 24, siger Bettina Lydersen, der vel at mærke er betragteligt yngre end Bent Busk.

Da min daværende kone blev 60 år, syntes hun naturligt nok, at vi skulle geare ned og prøve andre ting i livet. Men jeg havde det jo fint, som tingene var. Vi skiltes som venner, og det har givet mig mulighed for at sprælle alt det, jeg vil. Hun klipper da stadigvæk mit hår.

Bent Busk, VGF89.

Tasken

Bent Busk er tilbage igen.

Det viser sig, at han har en taske, der er blevet legendarisk i VGF-sammenhæng.

- Der er alt fra tape til Tampax i, ler Bettina Lydersen.

- Der er blandt andet skruetrækker, en lille kniv, en ispose og så videre i, bekræfter Bent Busk.

Han har altid tasken med sig, og alle ved det. Der er vist ikke den nødsituation, den ikke kan løse. Tasken gemmer trods alt på 30 års erfaring; og mere til faktisk. Men det var den 10. januar 1989, at han havde fået nok og i kantinen hos det, der i dag hedder DLG, serverede et oprør.

- Jeg arbejdede alligevel nattevagt, så jeg rådede over kantinen om aftenen til en generalforsamling, siger han og ler.

Bent Busk og en gruppe andre personer ønskede konkurrencehold og generelt en ny struktur - deres egen - så Vestjysk Gymnastik Forening blev en realitet.

- Vi forsøgte at gøre arbejdet lidt mere professionelt og drive foreningen mere som en forretning. Vi ville gøre tingene på en anden måde, og derfor måtte et møde for eksempel ikke vare over halvanden time. Førhen kunne møder jo tage tre til fire timer. Vi ville gøre det mere struktureret og præcist, og det holder vi den dag i dag stadig fast i. Bestyrelsesmøder tager en time til halvanden, hvor vi må koncentrere os dagsordenen, og så må man gemme røverhistorierne til bagefter, siger Bent Busk.

Jeg kan ikke sige nej

VGF gør også andet på en anden måde; på Bents måde.

- Vi forsøger at være meget udadvendte, hvilket kan ses ved, at vi er med alle de steder, vi kan komme i tanke om. Mange gange er det nok også min skyld. Fordi jeg har et ry for, at jeg ikke kan sige nej.

Er det ry rigtigt?

- Ja.

- Jeg vil bare gerne finde en løsning først. Det skal i hvert fald ikke være mig, som omgående siger nej til en god idé. Så jeg siger altid: "Giv mig et par dage." Først herefter kan jeg finde ud af, om det kan lade sig gøre, argumenterer Bent Busk.

Foruden langtidsholdbarheden i den taktik - VGF fejrede i går lørdag foreningens 30 års jubilæum - så har den åbne tilgang til påhit ført til flere succeser. Der har også været fiaskoer: "Sliding" - en idrætsform på et glat underlag, man kunne glide fra side til side på - dukker op som det bedste eksempel.

Anderledes næring har der været i zumba eller powertumbling.

- Vi var en af de første i landet, som for 15 år siden fik powertumbling. I uransagelig årsager blev jeg blandet ind i sportsgrenen, som egentlig startede i Svendborg og hos en klub, som havde købt en bane, bestyrelsen ikke gad have. Så købte vi banen, og nu er powertumbling en kæmpe succes, siger Bent Busk.

Der er også få, der ved, at Holstebros hold i amerikansk fodbold, Holstebro Dragons, faktisk blev født i VGF-regi.

- Birger Klitgaard, som jeg arbejde med om natten, var meget interesseret i sporten, men vidste ikke rigtig, hvordan han skulle komme i gang. 20 år senere er det en selvstændig klub, men man kan godt sige, at vi var fødselshjælper for klubben, tilføjer han.

VGF begyndte med 400-600 medlemmer. Det antal toppede i "Aerobic-årene" med 1100-1200, og i dag har foreningen omkring 940 medlemmer.

VGF fylder 30 år

VGF89 har i øjeblikket:

28 forskellige hold.

Cirka 940 gymnaster (fra 1,5 år og til voksne i alle aldre - samt helt fra nybegyndere til elite).

90 trænere.

Der trænes over hele Holstebro, (Rolf Krake skolen, Lægaarden, Døesvejens Fritidscenter, Idrætcenter Vest, Folkedansens Hus).

Idrætsformerne tæller blandt andet mor, far og barn gymnastik, powertumbling, rytmehold, dansehold, body step, teamGym, voksenhold, spring mix og, tumbling & performance.

Skiltes som venner

Vi er tilbage ved kinesisk purløg og særligt effekten heraf.

Bent Busk vurderer, at han bruger 30 til 40 timer om ugen på foreningsarbejdet.

Men det er løgn, mener Bettina Lydersen.

- Det er i hvert fald lavt sat. Jeg vil nærmere gætte på 70 timer. Han er rundt til alle hold, og kender alle udøvere og trænere. Det er fantastisk, siger hun.

Ikke alle deler den holdning.

Gymnastik kan komme til at fylde for meget for nogle. I en sen alder blev Bent Busk skilt.

- Da min daværende kone blev 60 år, syntes hun naturligt nok, at vi skulle geare ned og prøve andre ting i livet. Men jeg havde det jo fint, som tingene var. Vi skiltes som venner, og det har givet mig mulighed for at sprælle alt det, jeg vil. Hun klipper da stadigvæk mit hår, konkluderer Bent Busk, der også finder tid til de to børnebørn.

Valget mellem gymnastikken og "noget andet" var han blevet stillet over for før.

Han er født på Fyn, opvokset i Salling og ville egentligt være landmand. Han blev soldat hos Jydske Dragonregiment i Holstebro, og blev samtidig mere og mere engageret i gymnastikken, så på et tidspunkt måtte han tage valget mellem landbrug eller gymnastik.

- Renten lå på 20-22 procent dengang, og efterfølgende var mit valg nok meget klogt. Ser jeg tilbage, så er der i dag kun to fra min landbrugsskole, som stadig er landmænd, siger han.

I stedet arbejdede Bent Busk på foderstoffabrik og siden 23 år hos Færch Plast - altid på nattevagten. Den ordning passede ham perfekt, fordi det gav tid til foreningsarbejdet, gymnastikken - og arbejdet om aftenen/natten.

- Jeg er en af de heldige, som bare kan lægge mig, og så sover jeg. Bare i 15 minutter. Det er Guds gave.

Tiden hos Færch Plast, der varede, indtil han næsten fyldte 70 år, lærte ham, hvordan man driver en virksomhed. Som medarbejder sad han i bestyrelsen i fire år, ligesom det samme gør sig gældende i det 35 år gamle medlemskab af Frimurerlogen i Holstebro.

- Her sidder jeg også i ledelsen. Jeg har det nok godt med det, og de ved, at jeg ikke kan sige nej, erkender han.

- Jeg oplever ikke problemer med at styre børnene. Det er så nemt. Børn elsker, at nogen tager ansvar og en beslutning for dem, siger Bent Busk. Foto: Morten Stricker

Klar besked

Det værste i løbet af de 30 år har været...vejret. Uforsigeligheden i det, når man har med udendørs arrangementer.

Det styrtregner til gengæld med gode minder. Blandt andet om dengang rejsehold tog til Japan, Gambia, Sydamerika...

- Banko var en guldgrube for os dengang. Det kunne betale flybilletterne for os. Siden begyndte alle lokalradioer at have banko, og så gik det ned for os, erkender Bent Busk.

Og så er der iPaden og med den den frygtede immobilitet hos landets ungdom. Den har man ifølge Bent Busk ikke mærket meget til hos VGF.

- Det skyldes, at børn jo gerne vil bevæge sig. Derfor er noget af det vigtigste også at have motiverende trænere, så børn oplever bevægelsesglæden. Derudover danner gymnastik grundlag for al sport, fordi man herigennem lærer at bruge kroppen.

For ikke at tale om uopdragenhed...

- Jeg oplever ikke problemer med at styre børnene. Det skal bare have det råt for usødet ved at sige tingene, som de er. Det skaber tillid. Det er min oplevelse, at børn skal have besked klart og tydeligt, så der ikke kan stilles spørgsmål ved det. Det er så nemt. Børn elsker, at nogen tager ansvar og en beslutning for dem.

Sådan er 30 år gået for VGF med kraftig slagside til de gode oplevelser. Bent Busk har været med hele vejen, og han fortryder ikke sine valg undervejs:

- At leve et liv med børn og unge mennesker er pragtfuldt. En fantastisk oplevelse.

Bent Busk og tasken. I løbet af interviewet havde to børn brug for Bent og taskens assistance. Den skulle eftersigende indeholde alt. Foto: Morten Stricker
Forsiden netop nu
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.